mandag den 22. oktober 2007

Ytringsfrihed på tyrkisk – 229 års fængsel på seks måneder

I forrige uge publicerede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation Human Rights Association (IHD) dens halvårlige rapport om menneskerettigheder i Tyrkiet. IHD’s konklusioner viser med al tydelighed, at udviklingen i forhold til menneskerettighedssituationen i landet ikke har haft de ønskelige fremskridt i de seneste år. Alene i det første halve år af 2007 står 451 personer anklaget fordi de har gjort brug af deres ret til at ytre sig.

Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.

I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.

Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.

Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.

mandag den 18. juni 2007

Pressemeddelelse - Kurdisk borgmester og bystyre afsat af tyrkiske myndigheder

Borgmesteren for kommunen Sur i den kurdiske storby Diyarbakir er i weekenden blevet afsat af de tyrkiske myndigheder sammen med det øvrige byrådsstyre. Det skyldes, at bystyret for nylig vedtog, at formidling og service til byens borgere skal foregå på tyrkisk såvel som på kurdisk, engelsk og assyrisk.

“Det er et grotesk brud på ytringsfriheden, og desuden endnu et eksempel på den manglende tyrkiske vilje til at følge EU-reformprocessen i praksis og at løse det kurdiske spørgsmål”, udtaler folketingskandidat, HB-bestyrelsesmedlem og regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), der desuden påpeger at krænkelse af kurderne de seneste sidste par måneder er eskaleret yderligere.

For nylig blev en række kendte kurdiske politikere, blandt andre menneskerettighedsaktivisten Leyla Zana, nægtet opstilling til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti. Den afsatte Sur-borgmester er fra samme parti.

“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der i øjeblikket står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Disse beslutninger fører hverken til tyrkisk medlemskab af EU eller bidrager til politisk stabilitet i landet. Tværtimod fører dette til politisk kaos og tiltagende etniske konflikter,” siger Serdal Benli, der håber, at Danmark vil sætte fokus på den politiske ustabilitet i Tyrkiet: “Jeg vil opfordre det danske Folketing til at sende en delegation til Tyrkiet for at følge parlamentsvalget den 22. juni, som kan føre til sorte tider i tyrkisk politik og i hele regionen”.

Fakta
  • DTP – Demokratiske Samfundsparti er Tyrkiets eneste prokurdiske parti, der stiller op til det tyrkiske parlamentsvalg gennem uafhængige kandidater. Partiet viderefører arven fra rækken af tidligere kurdiske partier, der alle er blevet forbudt og lukket af de tyrkiske myndigheder.
  • Der kører i øjeblikket flere sager modcentrale DTP medlemmer.
  • 53 DTP borgmestre sidder på anklagebænken for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de støtter den kurdiske tv-kanal RojTV. Sagen genoptages til september.

Der kan læses mere om sagen på følgende side:

http://www.turkishdailynews.com.tr/article.php?enewsid=75989

mandag den 11. juni 2007

Hej
Min blog på blospot.com er under konstruktion imellem tiden kan du besøge denne www.benli.urbanblog.dk